Verden er et ondt sted, hvor bander og mutanter hærger de allerede hærgede gader i Washington DC. Det eneste i verden der kan reddet dig fra den visse død er dit oversavet haglgevær der allerede har smadret hovederne på læssevis af muterede vanskabninger. Nu står du over for en 5 meter høj kæmpemutant, der kun har et i hovedet: At knuse dig med en pigget kæmpe-kølle…
Ovenstående er blot er af de mange scenarier jeg har stået over for i Bethesdas Fallout 3, der på mange måder er et fantastisk smuk og sammenskruet spil, men som også viser mange af de samme mangler Oblivion havde.
Spillet tager udgangspunkt i en postapokalyptisk verden, hvor scenarierne efter en atomkrig ikke blot er blevet udlevet, men også i den grad forvrænget, så man pludselig har lyst til at prise alle de fredsaktivister, der kæmper imod alt form for atomkraft og bomber.
Fallout 3’s verden er gold og ensom, men hvor kritikken haglede ned over Oblivion på det område, så passer det virkelig godt til Fallout 3. Det understreges også af det grafiske, som er sublim selvom det i virkeligheden egentlig er Oblivion-grafik.
Fallout 3 introducerer et relativt nyt form for gameplay inde for FPS, nemlig V.A.T.S. Indrømmet, jeg var meget skeptisk i starten. Det virkede en hel del akavet at kunne stoppe op midt i kampens hede for derefter at kunne bruge alt den tid i verden til at bestemme, på hvilken legemsdel man ville skyde. Men faktum er, at det faktisk fungerer virkelig godt, for det er ikke altid lige nemt at ramme fjender i et spil, hvor man lynhurtigt dør, hvis man ikke er sat ind i gameplayet fra start. Jeg døde flere gange, fordi jeg ikke kunne ramme en løbende ”landevejsrøver”, hvilket lynhurtigt fik mig til at skrue en anelse ned for nivauet.
Det simple koncept i V.A.T.S. er at alle kropsdele har et vist procent tal, der er ensbetydende med om du rammer eller ej. Dette bestemmes af både afstand og vinkel til objektet, men selve skaden kan variere afhængigt om din modstander har en hjelm på eller er et monster, hvor hovedet ikke er lige til at skade. Men det giver altid en følelse af ”velbehag”, når mutanters hoveder bliver blæst i tusind stykker.
Musikken virker meget bizart til et spil, der i princippet foregår langt ude i fremtiden. Forestil dig en paralle verden, hvor 50’ kulturen aldrig rigtig forsvandt, men bibeholdte nærmest kultstatus. Hvis du kan det, ja, så har du Fallout 3! Personligt fandt jeg det malplaceret, men ved nærmere efter tanke, så gav det også spillet sin helt egen specielle charme…
Fallout 3 lider også af irreterende skønhedsfejl. AI’en kunne nogle gange finde på at sidde fast/løbe ind i mure eller større sten. Det gør det selvfølgelig nemmere at ramme fjenderne, men lidt realisme skulle der altså også gerne være plads til, tak. Spillet kan både spilles i tredje-person og i første-person, hvor det sidste er langt at foretrække. Tredje-persons synsvinklen virker klodset og ikke særlig gennemtænkt. Det ses specielt i kamp, hvor kameraet havde en tendens til at gå helt amok og forvirre en.
Det kan ikke udelukkes, at Fallout 3 er Oblivion blot med skydevåben i stedet for sværd og trolddom. Det grafiske billede ligner til forveksling Oblivion, samtalerne med figurene er nøjagtig som i Oblivion, og Sandkasse-ideen med en fri verden…er også en Oblivion-ide. Så hvis du elskede Oblivions åbne og vidtstrakte verden vil du sandsynligvis også falde for Fallout 3. Men hvis du er af den modsatte holdning og simpelthen ikke kunne foredrage Oblivion, så er det nok ikke Fallout 3, man skal håbe på ligger under det grønne Juletræ, når vi engang når december måned.
